Bæredygtig permakultur
‘Ingen kan gøre alt – alle kan gøre noget!’

I år har vi haft den varmeste sommer i klodens historie. Brande, regn og oversvømmelser dominerer overskrifterne og folk må flygte. Ingen er i tvivl om, at det er alvorligt, og at der skal handling til NU.

Er du klar til at skabe konkrete ændringer i dit liv? Handlinger der kan sprede sig som ringe i vandet til din nabo, kollega, veninde… ja måske endda inspirere dit lokalsamfund og skabe en grønnere og mere bæredygtig tilværelse for vores børn og børnebørn. Så kom og lær om, hvad DU personligt kan gøre, som kan gøre en forskel.

Vi vil bl.a snakke om permakultur, hvordan man dyrker sin mad lokalt på et forholdsvist lille areal f.eks i din have, så vi arbejder med naturen og ikke mod den. Der bruges ingen pesticider, der kan trænge ned og ødelægge vores drikkevand. Vi snakker om ressourcer, hvordan vi kan genbruge, upcycle og i det hele taget minimere vores forbrug, så vi ikke bruger mere end vi reelt har behov for. Hvad har vi til rådighed i naturen og nærmiljøet, som vi kan bruge i stedet for at bestille ting på WISH, som vi egentlig ikke har brug for, og som sendes fra den anden side af kloden.

Det bliver et praktisk kursus. Vi skal ud i naturen og have fingrene i jorden. Vi undersøger og afprøver, så du har mulighed for at lære handlinger, der er lige til at integrere i dit hverdagsliv derhjemme. Som Signe Wenneberg siger: ”Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget”.

 

Tilmelding sommerugen / Bæredygtig permakultur

Carmen Dorethe Holmstrup har et kæmpe grønt hjerte og underviser på Ungdomshøjskolen ved Ribe i bæredygtighed og permakultur. Hun har sammen med Christian Lykou skrevet bogen ”Pædagogisk Praktisk Permakultur”, som er en inspirationsbog til lærere, pædagoger og forældre om, hvordan man kan inspirere børn og unge til at blive en del af den grønne omstilling ved at give dem et kendskab og et forhold til naturen. Carmen holder desuden workshops og foredrag rundt omkring i det danske land omkring sine erfaringer med at bruge permakultur pædagogisk og hvordan det skaber bedre trivsel hos børn og unge.

#Bæredygtig tilværelse
#Upcycle og genbrug
#Fingrene ned i jorden