En mors beretning

Rasmus var som teenager et begavet rodehoved der gav forældrene hovedbrud. Hvad skulle man dog finde på? Det blev UHR – læs her hvad hans mor bagefter tænkte om det.

Hvorfor valgte I at sende jeres teenager på UHR?

Det handlede ganske enkelt om overlevelse. Vi havde en skoletræt søn, der ikke rigtig vidste, hvad han ville, men vidste hvad han ikke ville. Bl.a. ville han ikke på produktionsskole, og jobbene for en ung ufaglært hang ikke på træerne. Vi havde en god snak med ungdomsvejlederen, som fortalte om de forskellige muligheder, tilbud og konsekvenser. Det var godt afsæt til at træffe en beslutning om, at et højskoleophold kunne være det rigtige valg til at overleve og samtidig udvikle sig som menneske. Efter en god snak med vores søn, gik vi i gang med at søge på nettet. Han fandt selv UHR og synes, det lød rigtig spændende, at målgruppen var unge, der var outdoor aktiviteter, god natur og det talte i det hele taget til ham. Så vi valgte at investere i vores søn og opholdet – og det er noget af det bedste, vi nogensinde har gjort. UHR har godt tag på de unge, attraktive undervisere der lever og ånder for højskolelivet og de unge.

Hvilken betydning har det haft for din teen at komme på UHR?

Opholdet på UHR har betydet, at vores søn fik en tænkepause i andre omgivelser end hjemme hos os forældre. Det var her, han for alvor fattede interesse for naturen og udelivet, og kimen til hans erhvervsmæssige uddannelse blev lagt samtidig med, at han opdagede, hvor meget han brænder for fysiske aktiviteter og lysten til at lære fra sig. Tror virkelig han har lyst til at give noget retur til UHR, og det gør han ved at deltage som hjælper og underviser i deres sommeraktiviteter.

Hvilken betydning har det haft, at din teen har haft et halvt eller et helt års skolegang, der ikke blev afsluttet med eksaminer – har det stillet ham dårligere i forhold til den videre uddannelse?

At der ikke var eksaminer på UHR, var ikke væsentligt. Det vigtige var, at han fandt sig selv og motivationen til at opdage, hvad han gerne ville. Oplevelser og menneskelige dannelse er langt mere værd end afsluttende eksaminer. Dem kunne han tage efterfølgende, når han vidste, hvad han ville gå i gang med.

Hvad er det bedste råd, du kan give andre forældre i forbindelse med uddannelsesvalg efter 9. klasse – hvorfor vælge UHR fremfor fx efterskole?

Invester i din teenager, hvis du har mulighed for det. Det er en gave for både teen og forældre at se hvordan glæde, vokseværk og gnist til livet vokser. Det er rigtig sundt med en periode, hvor den unge får mulighed for at lære om sig selv og det ansvar der følger med ved at være menneske.

Rasmus er nu gæstelærer på Ungdomshøjskolen ved Ribe.

 

Bestil brochure eller rundvisning

Vil du vide lidt mere om vores ungdomshøjskole? så kan du bestille brochure her.

I er også meget velkommen til at få en rundvisning og mærke stemningen på egen krop. Du bestiller en rundvisning her.

Skal vi sende dig vores gratis brochure?

Bestil brochure Se mere