FRA GENERT, TIL UDADVENDT

 
IMG_4124
 Skrevet af Anne J. Hassing

Celina på 19 år, slænger sig i en af de røde sofaer i ”Globen” – højskolens hyggeområde med stor lædersofa, sækkestole, fjernsyn og billardbord. Hun tager imod mig med et smil og glade øjne, der vidner om en pige, der trives og er glad ved tilværelsen.

For Celina, har det at komme på ungdomshøjskole været et stort omdrejningspunkt for hende som person. ”At starte på en ungdomshøjskole har haft rigtig stor betydning og ændret rigtig meget. Før var jeg genert og passede for det meste mig selv. Nu føler jeg mig meget mere åben, udadvendt og tør snakke med nye mennesker i stedet for bare at tage afstand.”

Celina har beskæftiget sig med en bred pallette af fag: Tryk, Cardio Challenge, Friluftsliv, yoga og selvportræt er blot et udpluk.

Sidste uge i april var eleverne på tur til Berlin. De var vidt omkring og var bl.a. på det jødiske museum og orienteringsløb rundt i byen. ”Berlin-turen betød rigtig meget for opholdet. Vi kom virkelig tæt på hinanden, og det at komme ud og opleve noget sammen var bare så fedt.

Er der noget, der har været svært ved at være her?
Det var svært i starten. Der havde jeg meget hjemve.  Men så snakkede jeg bare i telefon med mine forældre en gang i mellem, og med tiden blev det nemmere og nemmere at være her. Var det en lang proces? ”Narhj, det var nok den første måneds tid, hvor jeg lige havde brug for at ringe hjem i ny og næ. Men det var ikke noget, jeg nævnte for de andre”

Hvad tror du er det bedste minde du tager med herfra? ”Samværet, fællesskabet og alle vennerne. Jeg vil helt klart anbefale andre unge at tage på ungdomshøjskole.” Om få dage krammer alle eleverne farvel og drager videre.

Nogle påbegynder en ungdomsuddannelse, nogle nupper et til år på en højskole, andre vil være au pair for en stund og på den måde, spredes de for alle vinde. Men i tankerne og hjertet, har de gemt alle deres oplevelser og minder fra tiden her på Ungdomshøjskolen ved Ribe

Skal vi sende dig vores gratis brochure?

Bestil brochure Se mere