Skoletræt teenager – en mor fortæller

Rasmus var som teenager et begavet rodehoved, men en skoletræt teenager, der gav forældrene hovedbrud. Hvad skulle man dog finde på? Det blev UHR – læs her, hvad hans mor bagefter tænkte om det.

Hvorfor valgte I at sende jeres teenager på UHR?

Det handlede ganske enkelt om overlevelse. Vi havde en skoletræt teenager der ikke rigtig vidste, hvad han ville, men han vidste, hvad han ikke ville. Bl.a. ville han ikke på produktionsskole. Derudover hang jobbene for en ung ufaglært ikke på træerne. Vi havde en god snak med ungdomsvejlederen som fortalte, om de forskellige muligheder, tilbud og konsekvenser. Det var et godt afsæt at træffe en beslutning om, hvorvidt et højskoleophold kunne være det rigtige valg til at overleve og samtidig udvikle sig som menneske. Efter en god snak med vores søn, gik vi i gang med at søge på nettet. Han fandt selv UHR og synes, det lød rigtig spændende at målgruppen var unge, der var outdoor aktiviteter, god natur og UHR talte i det hele taget til ham. Så vi valgte at investere i vores søn og opholdet – og det er noget af det bedste, vi nogensinde har gjort. UHR har et godt tag på de unge samt attraktive undervisere der lever og ånder for højskolelivet og de unge.

Hvilken betydning har det haft for din teenager at komme på UHR?

Opholdet på UHR har betydet, at vores søn fik en tænkepause i andre omgivelser end hjemme hos os forældre. Det var her, han for alvor fattede interesse for naturen og udelivet. Samtidig blev kimen til hans erhvervsmæssige uddannelse lagt. Han opdagede, hvor meget han brænder for fysiske aktiviteter og lysten til at lære fra sig. Jeg tror virkelig, han har lyst til at give noget retur til UHR, og det gør han ved at deltage som hjælper og underviser i deres sommeraktiviteter.

Hvilken betydning har det haft at Rasmus har haft et års skolegang, der ikke blev afsluttet med eksaminer – har det stillet ham dårligere i forhold til videreuddannelse?

At der ikke var eksaminer på UHR var ikke væsentligt. Det vigtige var at han fandt sig selv og motivationen til at opdage, hvad han gerne ville. Han skulle ud af sin døs som skoletræt teenager. Oplevelser og menneskelig dannelse er langt mere værd end afsluttende eksaminer. Dem kunne han tage efterfølgende, når han vidste, hvad han ville gå i gang med.

Hvad er det bedste råd, du kan give andre forældre i forbindelse med skoletræt teenager og uddannelsesvalg. Hvorfor vælge UHR?

Investér i din teenager, hvis du har mulighed for det. Det er en gave for både teenageren og forældre at se, hvordan glæde, vokseværk og gnisten til livet vokser. Det er rigtig sundt med en periode, hvor den unge får mulighed for at lære om sig selv og det ansvar der følger med ved at være menneske.

Vil du vide lidt mere om vores ungdomshøjskole? Så kan du bestille brochure her.

I er også meget velkomne til at få en rundvisning og mærke stemningen på egen krop. Du bestiller en rundvisning her.

Ungdomshøjskolen ved Ribe | Skole Allé 1 | Vester Vedsted | DK – 6760 Ribe | Tlf. +45 7544 5004 | kontoret@uhr.dk