Hvorfor UHR?

Hvert år falder 20% unge fra en ungdomsuddannelse, som de er begyndt på efter 9. eller 10. klasse. En del af forklaringen er at det er svært at gennemføre noget, man ikke brænder for. Nogle er skoletrætte og nogle ved slet ikke, hvad de vil. Mere end fire ud af ti falder fra erhvervsuddannelserne, og hver syvende ung dropper ud af gymnasiet – fordi de enten har valgt forkert eller fordi de er skoletrætte.

De skal tilbage på sporet igen og det vil Ungdomshøjskolen gerne hjælpe med!

Vi besidder netop evnen til at vejlede i livets store spørgsmål. De unge skal ikke forceres frem, men derimod have mulighed for at udvikle deres egen natur og talent under frihed og ansvar som sociale væsener.

Med andre ord skal de unge have mulighed for at finde et konkret ståsted i forhold til sig selv og de forskellige problemstillinger, de vil opleve fremadrettet. Løftet op på et højere niveau ses dette også som yderst relevant med henblik på den moderne verden, hvor vi færdes både fysisk, mentalt og digitalt.

“Jeg kan ærligt sige, at UHR og de venner jeg har fået her har ændret mit liv til det bedre, og jeg vil aldrig glemme det
(Maria Rosing – elev på efterår 2016 og forår 2017.)

Vi har derfor oprettet et specifikt fag som de har 3 gange om ugen, udover deres valgfag. Faget hedder “Vejviser til Livet”. Faget skal hjælpe de mange unge, der er i tvivl om det videre forløb i livet. Der bliver bl.a. undervist i konflikthåndtering, økonomi og kommunikation, samt det at være medborger i et demokratisk samfund. Uddannelse og job vil også blive debatteret. Vi danner rammerne for, de unge kan få lov til at stoppe op og tænke en ekstra gang over deres tilværelse og ønsker fremadrettet.

Værdien af ro skal kunne opdages midt i denne udvikling. Derfor kalder vi Ungdomshøjskolen et pitstop: man står for en kort stund af livets ræs og får fyldt nyt brændstof på, før man med fornyet kraft fortsætter i livet efter højskolen – nu som en mere afklaret teenager med mere fokus, flere ideer og mål.

Ønsker du at høre mere om, hvad vi kan tilbyde så bestil vores brochure eller kom og se skolen på en rundvisning.

Ungdomshøjskolen ved Ribe | Skole Allé 1 | Vester Vedsted | DK – 6760 Ribe | Tlf. +45 7544 5004 | kontoret@uhr.dk