MILLIONSTØTTE TIL HØJSKOLEN
MED STØTTE PÅ 2 MILLIONER KRONER FRA NORDEA-FONDEN FÅR VI NU OPGRADERET VORES UHR-SKOV
I juni måned fik vi besked fra Nordea-fonden om at de giver 2 mio. kr. i støtte, så Ungdomshøjskolen ved Ribe nu kan omdanne skolens skovhave til et levende, helårsåbent lokalt grønt forsamlingshus, hvor mennesker på tværs af generationer mødes om natur, praktisk skaben og bæredygtige livsformer
Projektet bidrager til gode liv ved at forbinde natur, deltagelse og fællesskab i en konkret og varig ramme.
Højskolen samarbejder med lokale institutioner om aktiviteter i UHR-Skoven og med det lokale tømrerfirma Kalle Balle Byg om opførelsen af halmhuset.
Projektet forventes at løbe over en treårig periode med projektstart ultimo 2026.
Projektets praktiske mål er at:
- Gøre UHR-Skoven funktionel og brugbar hele året og styrke bæredygtighedsfagene på højskolen, så endnu flere elever får konkret og praktisk læring i bæredygtigt byggeri, havedrift med fokus på jord-til-bord og at skabe events for og med skole- og børnehavebørn samt lokale borgere.
- Bygge et nyt bæredygtigt helårshus med undervisnings- og møde-faciliteter, køkken og toiletforhold.
- Øge vores grad af selvforsyning af frugt og grønt til fra 2 til 20% ved at etablere en køkken-skovhave med dyrkning af robuste grøntsager, bær og krydderurter i kompost fra det grønne køkkenaffald til egen regenerativ dyrkning.
- Skabe et lokalt bæredygtigheds kraftcenter med ca. 25 årlige aktiviteter for samarbejdspartnere og andre eksterne aktører.
- Give højskoleeleverne indsigt og erfaring i hvordan man starter bæredygtige projekter op.
Uddelingen er en del af projektet Vekselvirke, der er en fælles indsats fra Nordea-fonden og Folkehøjskolernes Forening. Her har højskoler blandt andet kunnet søge støtte til udvikling af nye fag og arrangementer samt til faciliteter, der bakker op om den grønne omstilling.
