KLIMADANNELSE // KLIMAHANDLING
HÅNDHOLDT KLIMADANNELSE
Ungdomshøjskolen ved Ribe sætter den næste måneds tid fokus på klima. I alle fag vil naturen spille en rolle som inspiration, læringsrum, materialebevidsthed og reflektion.
Projektet skydes i gang med en fælles dag onsdag 8/4 hvor alle er på diget fra Kammerslusen og 5 km nordpå, hvor affald og skrald samles og fjernes fra naturen.
HÅNDHOLDT KLIMADANNELSE ER:
Håndholdt Klimadannelse handler om at genindføre naturen i højskoleundervisningen. At gøre det ligetil og tilgængeligt for de unge at være i, bruge, forstå og respektere naturen og dens ressourcer. Klimabevidsthed udfoldes på mange niveauer: undervisning i naturen, bruge materialer fra naturen (sanke), re- og up-cycle materialer og styrke bevidstheden om naturens cyklus, vækst, forbrug og affald.
I helt konkrete undervisningsaktiviteter inddrager vi både bevidsthed om og indsigt i miljø og klima, når naturen indgår som væsentlig faktor i højskoleundervisningen. Højskoleeleverne får dermed et forhold til spørgsmål om vores klode og de ressourcer, vi forbruger. Vi inddrager naturen i alle fag og fagområder og lader viden og handlinger blive positive og konstruktive. Vi ønsker for alt i verden ikke at tegne dommedagsprofetier eller at udskamme nogen for et svindende engagement. Ved at brede aktiviteten ud over alle fagområder viser vi at miljø og klima hører hjemme alle steder – ikke kun der hvor det synes mest oplagt som i køkkenet eller i skovhaven. Der er også klima i idræt og design. At inddrage klima og miljø i den faglige hverdag på højskolen vil give os et fjerde punkt i højskolens hovedsigte. Som et ekstra ben til den demokratiske dannelse, hvor bevidstheden om at vores handlinger hver især har stor og vigtig indflydelse på alle og også andres liv på vores jord.
