Vi skal lave den fedeste, sjoveste, mest platte splat/gys/sci-fi film, skolen til dato har set! Vi skal se film og klip fra film, der har gjort det godt indenfor genren og finde inspiration i disse til vores egen film. Derefter skal vi skrive vores eget manuskript, lave rekvisitter, masser af fake blod, lydeffekter, green screen, filme og redigere for til sidst at invitere til premiere på det, der uden tvivl bliver intet mindre end et mesterværk!
Hvad brænder du for? Hvad tror du på? Og hvad vil du kæmpe for, så andre også opdager, at det her er vigtigt? Vi skal være aktivister! Vi skal udbrede vores budskab med demonstrationer, artikler, podcasts, videoer, sociale medier og alt, hvad vi ellers kan finde på. Og vi skal lære fra de bedste. Dem, der allerede kæmper en kamp for LGBTQ+, dyrevelfærd og kropspositivitet, så vores sag kommer frem!
Hvis du vil skabe dine egne filmproduktioner, tage unikke billeder, arbejde med lyd og meget mere er dette faget for dig. Vi vil arbejde indenfor de forskellige medier og gå i dybden med fotografi, fotomanipulation, filmoptagelser, green screen arbejde, animationer som fx stop motion, lydoptagelser og meget mere. Du skal være med i hele opbygningsprocessen, stå både foran og bagved kameraet og redigere dit arbejde, så du ender ud med et knivskarpt slutprodukt.
Dette er faget for dig som har en stor interesser for det samfund du lever i. Som ikke bare er ligeglad med principielle spørgsmål og som ikke er bange for at have en mening. Vi kommer til at debattere på mange forskellige måder med forskellige mål, både for at skabe en større forståelse, men til tider også for at vinde debatten. Vi kommer omkring mange emner som racisme, #Metoo og amerikansk politik.
“Vi er live fra Vester Vedsted!”
Der findes ikke meget sjovere end at være live, og dét skal vi prøve kræfter med i dette fag. Find din indre journalist frem og lav live-indslag til både lyd og video.
“Hold kæft, du ser grim ud i den kjole!”
“Lukker du aldrig munden?”
“Dine børn kommer til at dø, hvis du ikke passer bedre på dem!”
Har sådan en kommentar nogensinde ramt dit feed? Cyberbullying er alle vegne. Uanset om det er boomers, der går amok på Facebook, en troll, der giver sig til kende på en influencers post eller endda en følger på din egen Instagram. Hvad pokker foregår der? Hvor kommer mobning på nettet fra? Og hvad kan vi gøre ved det? Dét, og meget mere, kan du blive klogere på i Cyberbullying!
Alle snakker om det: fake news. Men hvad er det egentlig? Hvem laver dem? Hvorfor gør de det? Og hvordan finder man ud af, hvad der er fake eller sandt? Vi skal blive eksperter i fake news og lave vores egne, gode nyheder med rigtige kilder. Find din indre journalist frem og lad os redde verden med ægte nyheder!
Justin Bieber. Kardashian-familien. Beatles. Suspekt. Hvem har ikke prøvet at tabe sit hjerte til en kendt som en ægte fangirl? Men hvordan i alverden går det til, at man bliver decideret fan af nogen? Dét skal vi undersøge i Fangirrrl.
Find din indre nørd frem - nu skal der læses! Vi finder den bedste litteratur fra hele verden, læser den og diskuterer den sammen, så vi kan finde ud af, hvad lige præcis du synes er det bedste i verden.
Podcast er den perfekte måde at rejse ud i lydens verden på - der er ingen grænser for, hvad man kan høre om, og dét skal vi udnytte i det her fag. Vi skal lytte til det bedste, som podcastverdenen har at tilbyde - find tæppet frem og kom med på en rejse i lyd og geniale fortællinger!