Mens du går på Højskolen oplever du både HVERDAG og FEST

HØJSKOLEN ER DIT HJEM MENS DU GÅR HER

Derfor oplever du både hverdag, weekend, fritid, og fest i løbet af dit højskoleophold.

Der skal være plads til det hele – både det fornuftige og det sjove.

Og her er der plads til at være ung.

I videoen hører du om både hverdagen og fagene

HVERDAGEN PÅ HØJSKOLEN

På UHR starter vi dagen med morgenmad fra kl 8:30. Om du vil sidde og nyde hjemmebagt brød, en lækker skål müsli eller om du bare lige skal nå en hurtig kaffe inden morgensamlingen, er helt op til dig.

Morgenmaden slutter 9:10, og så er det tid til oprydning efter morgenmaden og rengøring på fællesområderne.

Morgenens undervisning starter kl 9:30. Det kan være morgensamling, hustime, arbejde med elevdemokratiet i udvalgene eller fælles forum.

Dagen fortsætter på fagene kl 10:00. Du har selv valgt de fag du har, blandt vores mange forskellige tilbud, og der er noget for enhver interesse.

Kl 12:30 er frokosten klar – efterfulgt af en pause, hvor du fx. kan hænge ud med de andre, smide en gang vask over eller tage dig et powernap.

13:45 fortsætter undervisningen frem til 15:30. Om tirsdagen er der ikke eftermiddagsundervisning, men tid til fælles elevmøde, der afholdes af elevrådet og kontaktgruppemøde.

Resten af dagen er din at råde over. Du kan tage en tur til vandet, cykle ind til Ribe eller være med i det, aktivitetsudvalget har planlagt.

Aftensmaden præsenteres kl 17:45 og måltidet varer frem til 18:30.

Der vil der være tilbud om aftenundervisning, som er et frivilligt tilbud og du kan deltage i, hvis du har lyst.

Kl 22 går dagens vagtlærer hjem, med vagttelefonen i lommen. Da der ikke er nogen lærer på skolen efter kl 22, er der heller ikke nogen, der bestemmer hvornår eller hos hvem I sover. Man må gerne besøge hinanden, se film til sent om natten eller lytte til stille musik. Der skal dog være ro efter kl 22.30, så folk kan få lov til at sove – og være klar til næste dag. Selvom der ikke er nogen lærer på skolen, vil I dog altid kunne få fat i vagtlæreren, hvis behovet opstår. Det skal dog understreges, at det kun skal være i situationer, I ikke selv kan klare. Så er vagtlæreren der til gengæld også på under 5 minutter.

 

FESTER & CAFEAFTENER

Det er fedt med fester og her på UHR elsker vi at feste!

Hver anden fredag sætter elevernes cafeudvalg en fredagsbar op. Fredagsbaren kan have et tema som fx Casino, Pyjamas-Party eller noget helt tredje. I baren kan du finde alt fra øl, over Breezers til shots og sodavand – du kommer ikke til at savne noget. Det er caféudvalgets medlemmer, der står i baren og laver optælling af salg dagen efter. Oprydningen klarer vi i fællesskab.

6 gange om året giver vi den fuld skrue og afholder de store temafester. Her bliver der spillet på de helt store tangenter og det hele får lige et nøk op. Selvom vi har et festudvalg, der står bag organiseringen af festerne, sørger vi alle i fælleskab for, at der bliver pyntet op efter temaet, bliver skabt hyggekroge om det store dansegulv og gjort klar til festlege og sjove indslag. Til de store fester bliver baren større og udvalget bliver udvidet med lækre drinks. Festudvalgets medlemmer får et drinkskursus så de er klare til at servere som pros.
Også her klarer vi oprydningen og rengøringen i fællesskab dagen efter – Party hard, clean hard!